torsdag den 15. december 2011

Glædelig jul!

Danskkonsulenterne på CFU ønsker alle læsere, brugere, lærere, studerende, bogpushere og andet godtfolk en glædelig jul.

Det kan allerede nu afsløres, at det nye år byder på lidt ændrede vilkår til afgangsprøverne. Der vil være netadgang til ordbøger og IKKE ANDET! Derudover kan vi forvente en opdeling af læseprøven i læsedel og opgavedel, et tiltag der skal tilgodese overskueligheden. Hold øje med fagkonsulenterne på skolekom og med PEU for 2011, som skulle være lige på trapperne.

Der er nye titler på udlånssamlingen på vej, og de forventes klar først i det nye år. Vi glæder os til endnu et år at kunne præsentere jer for det ypperste indenfor litteratur- og faglæsning i faget dansk.

Med ønsket om en glædelig jul og et lykkebringende nytår :-)

torsdag den 10. november 2011

Nye titler til efterårslæsningen!

Mellemtrin


Nicolai og stregerne af Oscar K. og Teddy Kristiansen

"Nicolai sidder og drømmer og tegner sig selv og Lulu med hinanden i hånden og hjerter og alt sådan noget. Men så stikker drengen, han næsten ikke kender, sit grimme fjæs frem."
Bogen handler om den grimme del, der findes i alle mennesker, og behandler på en fin måde emner som misundelse, venskab og kærlighed. For de 8-10-årige.







Jeg er modig. Indtil bladene en dag forsvinder af Mads Heinesen

En bog til de modne elever i mellemtrinnets ældste klasser. Sproget er udfordrende og ærligt og åbner for et tydeligt drengeunivers, som godt kan chokere nogle læsere. Derfor er det vigtigt at bogen formidles til eleverne. Bogen kan læses som en syndefaldsfortælling og er virkelig en nærlæsning værd.








Da freden kom af Annemette Sørensen

En rigtig fin historisk fortælling om to drenge, der oplever befrielsen på tæt hold. Bogen afdækker oplevelser og følelser i dagene før og efter befrielsen i 1945, set med børns øjne. Bogen afsluttes med et godt faktaafsnit om den historiske periode. Kan lånes som lystlæsning.








Antboy 1-2-3-4 af Kenneth Bøgh Andersen

"En dag bliver Pelle Nøhrmann bidt af en tissemyre, og fra da af er intet længere det samme..."

Superhelteserien om Antboy er nu indkøbt til skolesamlingen som lystlæsning. Snyd ikke dine elever for denne fantastiske, humoristiske fremstilling af en usandsynlig, men elsket, superhelt!





Paradis af Kim Fupz Aakeson

"Her er hvad man ved om bedemanden: Han ordner de døde, vasker dem, friserer dem, giver dem rent tøj på og lægger dem i kister. Og her er hvad man ikke ved om bedemanden: Han kan tale med de døde. Og de døde taler gerne, om blomster og damers numser og schæferhunde og carporte og blæsevejr og alt det de ikke nåede..."
Bogen er humoristisk og rigt illustreret af Kamila Slocinska. Book den til en lærerig læsning og litteratursamtale om livet og døden og hvad der er vigtigst!

læs mere og book her



Overbygning

Slægtens offer af Josefine Ottesen

"Til sidst kom Ubbe væltende ud med en fakkel i hånden. Det var ikke svært at genkende ham på det hornede bukkeskind, som var det eneste, han havde på. Han havde trukket bukkekraniet ned, så hans eget ansigt var dækket."

Slægtens offer er første bind i en ny romanserie, Danerriget. Den handler om Ragnhild og hendes familie i 1094-1095. Enestående og velskrevet historisk roman. Kan lånes som lystlæsning.

læs mere og book her


Pære-perker-dansk noveller (red. Tine Flyvholm)

"Hvordan tror du selv det er at være født som fremmed? At blive forfulgt for hvad du er, og ikke for hvad du har gjort?
At selv om det ikke er din skyld, kan det godt gå ud over dig..."

Novellesamling om at være fremmed på mange måder. Fortalt med humor og alvor!







Gudløs af Josefine Ottesen

Gudløs er sidste bind i trilogien "Det døde land".

"Rundt om ham havde de sorte fugle allerede kastet sig over ligene. En pludselig længsel efter at mærke de hårde næb og de skarpe kløer mod sin hud prikkede i hele hans krop, og han lukkede øjnene og lod sig falde fremover. Nu kunne han endelig være til nytte i livets kredsløb, var hans sidste tanke, inden han mærkede tyngden af den første fugl, der landede på hans ryg."





Proforma af Sanne Søndergaard

"Et fuldstændig forskruet firkantsdrama. Siv er vild med Emma. Emma er vild med Nicolai. Lukas er også vild med Nicolai. Men Nicolai er vild med Siv.
En historie om kærlighed og om at finde modet til at være sig selv - og til at være anderledes. Om venskab og fuldskab og det skab, som er så svært at komme ud af."

torsdag den 27. oktober 2011

Nye titler på udlånssamlingen efterår 2011

Mellemtrinnet:

Vildheks1 Ildprøven og Vildheks 2 Viridians blod af Lene Kaaberbøl

Velskrevet og læselystfordrende pigefantasy! Serien om Clara, der går i 5. klasse og finder ud af, at hun er vildheks, sætter for alvor gang i fantasien hos piger såvel som drenge. Serien er dog oplagt som pigelæsning, evt. med fokus på fantasygenren, som bøgerne repræsenterer på fornemste vis!







Veronika lyder som harmonika af Rebecca Bach-Lauritsen

"Veronika lyder som harmonika. Og hun minder også om sådan en. Man kan hive i hende og presse hende sammen. Og ud af det kommer en mærkelig musik."

"Veronika lyder som harmonika er en poetisk og fortættet fortælling om den nye pige i klassen, der har været ny så mange gange, at hun ikke længere ved, hvem hun er og hvor hun hører hjemme."


En tordenagtig forelskelse af Bent Haller

"Adrian elsker at holde sommerferie hos sine bedsteforældre på Læsø. Her må han alt, uden at nogen blander sig, og her behøver han ikke at tage sin medicin. Her bor hans bedste ven Jonathan, Moster Præst og Rocker-Brian med sine farlige dyr."

Dejlig og forunderlig fortælling til de store på mellemtrinnet og de små i udskolingen. Med Hallersk ordsnedkeri er man ikke i tvivl om den magiske stemning på Læsø om sommeren. Man kan på det nærmeste dufte Birkemors saftevand! På vanlig vis rummer fortællingen en bagvedliggende historie om et andet liv, når det ikke er sommer og Læsø.


I anden række af Mette E. Neerlin

"Malou bor hos sine morforældre, som driver et "Bed & Brekfast på Nørrebro i København. En dag flytter Vår og hendes mor ind. Vår er sød, positiv og gør alt for at blive ven med Malou, mens Malou afviser hende groft.
Men der er noget mellem Malou og hendes morforældre, der ikke stemmer. Hvad er det for noget med det der halve, Malou hele tiden kredser om? Og hvad med hendes far, den mystiske, franske fodboldspiller, som hun aldrig har mødt?"
Fra 6. til 8. klasse.


Grotten af Christina Hesselholdt, illustreret af Rasmus Jensen

"Jeg savnede min ven Marcel. Det skulle have været mig og ham, der var taget på ekspedition sammen. Men Marcel var på besøg hos sin onkel i Paris. Pludselig trak Simon på skuldrene og rejste sig og rakte mig rebet og lanternen. Den satte jeg fast i mit bælte. Mit hjerte gav sig til at banke, så jeg kunne se det uden på skjorten. Det håbede jeg  ikke, Simon lagde mærke til."

Billedroman til mellemtrinnet med historisk islæt fra opdagelsen af  de 17.000 år gamle hulemalerier i  Lascaux-hulerne i Frankrig. Hulerne blev opdaget af fire drenge i september 1940.
I billedromanen møder vi jeg-fortælleren Jaques, hans hund Robot og den dominerende Simon. Jaques indleder med følgende ord: Den historie, jeg skal til at fortælle, er sand.


Møgungen af Mette Hegnhøj Mortensen, illustreret af Lars Vegas

"Møgungen. Det er mig. Det er mig, der er Møgungen. Her i de svenske skove. Sammen med Helge Helge.
Hvad helvede er det for et lotteri? Syv fucking dage i en skide skov. Mellem stammer og træer.
Nitte.
Okay. Han er en modig mand, ham Helge Helge, og den eneste, der rakte fingeren i vejret, da de skulle finde en, der turde tage til de svenske skove med mig."

Møgungen er en hjerteskærende billedroman til mellemtrinnet, som sætter forholdet mellem voksne og "børn på kanten" på spidsen. Helge tager med Møgungen ud i de svenske skove, der sker ting og sager, og mon ikke Møgungen opdager noget om sig selv!


Overbygningen

Lejren af Oscar K. og Dorte Karrebæk
"Først er man barn, og så bliver man voksen, og Lejren handler om overgangen og opdragelsen til voksenlivet. Nogle husker deres barndom som ren idyl. Andre oplever den anderledes. Lejren er en billedbog for store børn og voksne og inviterer til samtale og diskussion."


Himmeljægerne af Steven Hunt og David Richardson 

Endnu en fantastisk graphic novel til de store elever.
" I Bankerbys grå gader, hvor fantasifulde børn bliver fanget og spærret inde, gør en ung pige oprør. Jaget af den skræmmende Fanger flygter Alice med sin bror Thomas og drengen Spinner i en luftballon.
Ballonen fører dem ud på den anden side af skyerne og ind i et andet land. Her starter Alice sin jagt på fantasien, men den forfærdelige Fanger er lige i hælene på dem, og han vil gøre alt for at fange Alice..."


Tilfælde af Ronnie Andersen

Tredje roman i trilogien, hvor der tidligere er udkommet Date med en engel og 6. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. 
"Jon står ofte om natten og kigger på stjernerne ved Christianshavns Kanal og tænker på tilværelsens tilfældigheder og på alle de brikker, han mangler at få på plads i livets store puslespil. En dag ringer Oliver fra hans klasse helt forslået på hans dør. Han og Jon begynder at ses - også med Nadia, der fascinerer og forvirrer. Har hun og Oliver været kærester? Og hvorfor vælger Oliver netop at komme til Jon den dag, han har fået tæv?"



Muren er faldet og jeg sidder fast af Holly-Jane Rahlens

"To uger efter Murens fald sætter 16-årige Molly sig ind i den berlinske S-bahn. Hun er på en mission. I toget falder hun i snak med den østtyske skuespillerelev Mick, der er henrykt over at møde en "ægte" amerikaner. Fire timer tilbringer de sammen. Fire timer som gør det klart for dem begge, at der stadig er flere usynlige mure, som mangler at falde - ikke mindst i dem selv."
læs mere og book bogen her



Ud og vende af Merete Pryds Helle

"Ja, så forandrede tingene sig. Lige så stille over de næste måneder. Eller måske ikke lige så stille, men lige så hurtigt, jeg ved det ikke. Når jeg tænker tilbage, føles det som lang, lang tid, måske fordi min hjerne kørte så hurtigt. Men der gik vel kun i alt tre måneder, fra jeg prøvede kokain med Simon første gang, til jeg mødte Maja den aften på Odense banegård, hvor det var gået rigtig galt. Den aften, jeg slet ikke har lyst til at tænke på."


De HELT store og gymnasiet


Gudfar af Dy Plambeck

"Gudfar er en fortælling om Ordrup-banens store sprinterstjerner i 50'erne, om liderlige hippiehadende bikere i 70'erne og om sortklædte brostenskastende autonome i 00'erne.
...
Gudfar er en fortælling om normer og forældre, om frigørelse og savn. Den handler om at tro på sig selv og det, der er større, om frygt for ensomhed, længsel efter fællesskab og om at kæmpe for det og den man elsker." 




Dette burde skrives i nutid af Helle Helle

"Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte tit Per Finland, han vidste heller ikke, hvad han skulle. Han brugte dagene på at køre rundt i sin onkels minilæsser og ryge Prince 100. Han var blevet meldt ind i SFU ved en fejltagelse, han havde bare været til fest hos nogle fra Sandby. Jeg begyndte at tage med ham hjem. han havde vandseng, det duvede og skvulpede. Forældrene gik og fløjtede nede i baghaven. De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere."


tirsdag den 13. september 2011

Så er vi klar!!!

Endelig, endelig! -Efter lang tids venten og stor tålmodighed og ikke mindst et kæmpe stykke arbejde er vi endelig klar til at invitere vores kunder indenfor i Hjørring igen!

Vores nye adresse er Skolevangen 45 i Hjørring, altså på nabomatriklen. I løbet af sommeren har flittige og arbejdsomme folk knoklet for at indrette vores nye CFU i nybyggede lokaler på University College Nordjylland, og vi er så stolte af at kunne byde jer velkomne i de nye flotte lokaler.

I løbet af de næste par måneder bliver billedet totalt, når hele det gamle seminarium står klar med sit nye ansigt.

Men allerede nu er vores materialer ved at være på hylderne igen, og vi står klar med gode råd og vejledning i alle fag.

Kig indenfor til en snak om vores fælles skoledagligdag!

tirsdag den 7. juni 2011

Ferien og planlægningen af et nyt skoleår truer!

Tænker du som så mange andre " De er garanteret allerede udlånt..!"? Så fortvivl ikke, men brug konsulenterne på CFU i din planlægning af næste skoleår. Er dine favoritter på skolesamlingen allerede udlånt, så kontakt os på CFU. Vi står klar med gangbare kvalitetsalternativer til dine yndlinge. I denne måneds nyhedsbrev bringer vi et bud på 10 gode til mellemtrinnet, se hele nyhedsbrevet her under fanen netop nu.
I forbindelse med teamets årsplanlægning er dørene på CFU også vidtåbne. Hold jeres møder her med den fordel, at I er omgivet af læremidler og konsulenter, der er vilde med at præsentere dem!

Vel mødt på CFU i Hjørring og Aalborg :-)

torsdag den 5. maj 2011

Nye titler på udlånssamlingen maj 2011

OVERBYGNING:

Den sidste henrettelse af Jesper Wung-Sung

En fantastisk og stringent fremstilling om den sidste henrettelse i Svendborg i 1853.  Bogen omhandler det sidste døgn i drengen Niels Nielsens liv. Fortællingen er bygget op om en virkelig spændende komposition, og der er en masse at fokusere på med eleverne i overbygningen. Udover kompositionen, intertekstualiteten og den historiske ramme er der rig mulighed for at perspektivere til andre værker. Her kan nævnes Tom Kristensens "Henrettelsen" fra 1922. Bogen kan læses fra 6. klasse.

Gennem nattens gader af Ina Bruhn

1. del af serien Genstart. Endnu en fortælling for de ældste klasser. Bogen handler om Mateus, Jonathan og Nick, der efter folkeskolen skal på gymnasiet. Skoleskiftet bringer nye bekendtskaber i spil, og livet tager en uventet drejning for de tre unge. Temaerne er bl.a. kærlighed, venskab og kriminalitet. Bogen har en åben slutning, så man får ikke et klart svar på det mysterie, der er opstået undervejs. Et fint og velskrevet bud på værklæsning i  overbygningen.Læs mere og bestil bogen her


Svenhammeds journaler af Zulmir Becevic

" Den ene halvdel af Svenhammeds navn stammer fra hans far, den anden fra en af kvarterets svenske socialrådgivere. Med fødderne i to kulturer er han uden for dem begge, og det fortæller han om i sine journaler - dagbøger er for tøser!"
Fortællestilen er humoristisk, men ikke desto mindre også alvorlig, og bogen vil egne sig virkelig godt som et bud på litteratur om det at være fremmed i et vestligt land, der minder meget om Danmark. Det er dog ikke kun en tango ud i integration, men også en oprigtig fortælling om ungdom, familie og alle de forviklinger, det bringer.
Læs mere og bestil bogen


2 kroner og 25 øre af Louis Jensen

En ny, men på flere plan atypisk, bog fra Louis Jensen. Her er ingen skeletter på hjul, men derimod en ung fyrs drøm om en bedre verden. Et opgør med den rå kapitalisme og et møde med næstekærligheden. Bogen er fyldt til randen med intertekstuelle referencer og har et stærkt etisk diskussionsoplæg indbygget.
Læs den med dine store elever!


Den mørke side af månen af Tone Kjærnli

Kim og Kris har en liste over ting, de skal nå, inden de dør. Men nytårsaften sætter et tragisk uheld en brat stopper for Kris' liv, og Kim må de efterfølgende måneder arbejde hårdt med sorg og skyld. En roman, der emmer af kampen for at finde tilbage til tilværelsen og om håb, tilgivelse og kærlighed. En meget påtrængende og nærværende fortælling med stærke referencer til Pink Floyd "The dark side of the moon".
Læs mere og bestil bogen


10. KLASSE

Bagdads løver af Brian K. Vaughan og Niko Henrichon

Tegneserie. Fire løver undslipper fra Bagdads zoo under et amerikansk bombardement i 2003. I allegoriens form beskrives de fire dyrs tanker om friheden og deres kamp for overlevelse i en fjendtlig omverden. Bogen er et flot eksempel på en graphic novel, der kan bruges i de ældste klasser i forlkeskolen, nok fortrinsvis i 10. klasse.
Læs mere og bestil bogen



Sort hul af Charles Burns

Tegneserie - graphic novel. En mystisk sygdom, som viser sig efter den første seksuelle kontakt, rammer unge i forstæderne i 1970'ernes Seattle. Så snart man er smittet, er der ingen vej tilbage.
Læs mere og bestil bogen




MELLEMTRIN:


Et øjeblik i Kvante Sørensens liv af Oscar K. og Teddy Kristiansen

Kvante er 12 år, og mens hans mor føder en lillebror, går han en tur på kirkegården. Da han går forbi familiegravstedet og tænker på sin storebror der døde inden fødslen, træder han ind i en parallelverden, hvor han møder slægtninge, afdøde og nulevende, mens de er på hans egen alder.
En filosofisk og humoristisk fortælling som kan anvendes fra 3. klasse og helt op i udskolingen.Læs mere og bestil bogen



torsdag den 24. marts 2011

Nyheder på udlånshylden i marts

Hvad fætter gør er altid det rigtige
af Manu Sareen

Fantastisk ny bog fra Manu Sareen, forfatter til bøgerne om Iqbal Farooq. Det er sjovt at kende Hvad fatter gør...,inden man læser bogen her. Men det er bestemt ikke nødvendigt. Uanset hvad, så er det en helt fantastisk sjov bog, hvor vi udover Osamas familie møder en lang række mere eller mindre skæve eksistenser. Bogen er rigt illustreret af Rasmus Bregnhøi, og replikkerne bærer i høj grad præg af, at dansk ikke er personernes første sprog.  Und dig selv og din klasse denne eminente og tankevækkende og helt i gennem uforbeholdne fortælling!
Målgruppe: Mellemtrinnet (evt. indskoling som oplæsning)
Lån bogen her


Barsakh
Emilie, Samuel og Gran Canaria
af Simon Stranger

Barsakh er historien om et møde mellem to verdener. Om den 15-årige Emilie fra Norge og den 18-årige Samuel fra Ghana. Historien foregår på Gran Canaria, hvor Emilie på en ferie bliver vidne til en gruppe ghanesiske flygtninges kamp for overlevelse. Hun møder Samuel, og samtidig mødes overflod og mangel, sult og spisevægring. Fortællingen sætter tingene på spidsen og beretter på fremragende vis om en verden, der nok er mangfoldig, men også på mange punkter er forenelig.
Målgruppe: Overbygning

tirsdag den 22. marts 2011

Alletiders link til faglig læsning!

http://www.undervis.dk/dan/

Dette link vil åbenbare en guldgrube af tips og idéer til faglig læsning. Bl.a. indeholder siden, som er udviklet og opdateret af to flittige læsevejledere, følgende:
  • guide til teksttyper
  • notatteknikker til de forskellige teksttyper
  • undervisningsforslag til romanlæsning (dette punkt bliver løbende udbygget med flere romaner)
  • læsepolitik mm.
Siden henvender sig primært til lærere, men er også brugbar for elever på mellemtrin og udskoling. De mange eksempler visualiserer bl.a. teksttyperne for eleverne.

tirsdag den 15. februar 2011

Nyheder på udlånshylden i februar!

Så er det tid til en række nyheder på vores udlånshylde. Nedenstående titler kan nu lånes til din klasse:

Kaptajn i morfars have af Annette Herzog
Dingo
Fin lille fortælling om det at miste og at få sagt farvel.
Er alting forbi? af Irma Lauridsen
Dingo
Lukas skal miste sin søster og undervejs får han en mystisk ven. Vennen viser ham vejen gennem sorg og tab frem mod resten af livet.


Dalia Dragehvisker af Ida-Marie Rendtorff
nr 2, 3 og 4
Efter mange ønsker er Magnetstenen, Slavelandet og Dødebjerget blevet indkøbt til udlån. De tre bøger er henholdsvis nr 2, 3 og 4 i den populære serie om Dalia Dragehvisker.

Kapgang af Morten Kirkskov
Nærværende roman til de store elever.
Hvad nu hvis din mor dør og du ikke engang er konfirmeret endnu? Hvad nu hvis pornoen også er nået til Sønder Omme og byens kvinder kaster sig over din far? ...

Huset med de syltede hjerter af Peter Mouritzen
I Huset med de syltede hjerter kan du blandt andet læse historien om en mystisk cykel, en kælder fuld af syltede hjerter, om drenge på lur og en pige uden øjne, og meget mere...
Fin novellesamling til mellemtrinnet og overbygningen.


Barbara Tristan Møllers svære begyndelser af Alberte Winding
Fortsættelsen til Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog.
"Alberte Winding lykkes med det hele i anden dagbog om Barbara Tristan Møller... En herlig gave til alle fra 13 år. Skulle der uddeles stjerner, var de både mange og klare. Det er simpelthen godt, godt gjort."
- Folkeskolen.dk

Den syvende engel af Lasse Bo Jensen
Flot fantasyroman af Lasse Bo Jensen. Romanen er velskrevet, har et flot sprog og giver læseren en masse "billeder". Fortællingen handler om David, der gennem mødet med en gammel og meget mystisk urmager bliver hvirvlet ud i en kamp om kærlighed og jordens undergang, som i sidste ende også handler om tro, religion og eksistens.

Jeg kan godt li' dig, Anton! af Peter Pohl
Overraskende og tankevækkende jeg-fortælling, som indeholder meget samtalestof både sprogligt og indholdsmæssigt. Jeg kan godt li' dig, Anton! handler om ægte venskab og store hemmeligheder.

Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi 
...så langt ude, at det næsten er finsk...
"Rablende morsom og underfundig og dog dybt alvorlig. Rå, livsnær - og dog uendeligt følsom. En født klassiker..." - Niels Lillelund, Jyllandsposten
Til folkeskolens ældste klasser.



 

torsdag den 3. februar 2011

Godt han ikke blev det!!!

Åh jeg skulle have været taxachauffør
Pludselig kan jeg sé det -
Jeg skulle have været taxachauffør!
taxachaufførernes Greatest Hit
the cabdriver to end all cabdrivers -
Jeg ville have siddet der ved rattet
være hjemme og på arbejde samtidig
som i et sneglehus
eller som den perfekte værtshus-vært -
Jeg ville sidde ved siden af kunden
adskilt af askebæger og knirkende gearstang
og jeg ville sidde rank og rolig som en rutineret rotte -

...

Nu er den her: Onkel Danny - Dan Turèlls farverige forfatterskab
Nyeste skud på stammen i serien "Tid til dansk i overbygningen" fra Alinea.

"Dan Turèll var dansk litteraturs poetiske gadedreng og velovervejede mediemand i ét. Altid fremme på beatet udgav han over 100 værker i forskellige genrer - og optrådte scenevant og provokerende med sortmalede negle og rappe replikker. Frem bag den cool Karma Cowboy træder et farverigt forfatterskab, der med øje for både det almindelige og det skæve sætter ord på livet, kærligheden, ungdommen og glæden."  Onkel Danny - Dan Turèlls farverige forfatterskab
Snyd ikke dine store elever for dette enestående indblik i en betydende dansk kulturpersons liv. Bogen er spækket med gode opgaver og dialogiske tilgange til teksterne og de danskfaglige begreber.

tirsdag den 25. januar 2011

Nye materialer på udlånssamlingen til mellemtrinnet

Kongebarnet
En "gammel kending" fra Cecilie Eken er nu på vores udlånshylder. Drengen Pil og hans tre hjælpere hvirvles ind i en kamp, hvor godt ondt er svært at skelne fra hinanden. Bogen er velegnet til litteratursamtale. Fokus kan lægges på person- og miljøbeskrivelser, sproglige forhold og kampen mellem det gode og det onde. Målgruppe: drenge og piger 5. - 6. klasse.
Lån bogen her





Shaun Tan: Udkantsfortællinger
Titlen antyder, at bogens fortællinger er i udkanten af, hvad der er normalt eller forventeligt, og de er også forunderlige og sære og med pragtfulde illustrationer, der understøtter og udvider tekstens indhold. Teksterne har flere lag og lægger op til filosofiske spørgsmål og samtaler.
Fortællingerne skal læses op, og der bør gives tid til at dvæle ved den enkelte fortælling, illustrationerne og de spørgsmål, teksten lægger op til. Nogle af fortællingerne kan anvendes uden for målgruppeangivelsen.
Målgruppe. 4.- 6. klasse
Lån bogen her